mandag den 23. maj 2011

6.-22. maj

Så er der igen blog!
Denne gang er der ikke sket så meget nyt udover, at Viggo Søgaard (grundlæggeren af Voice of Peace) var i Chiang Mai i sidste uge og gav mig nogle ekstra opgaver, nemlig at lave nogle små videoklip der skal vises på Missionsforbundets Sommerstævne og i forskellige kirker i Danmark. Klippene skal bl.a. være om Mae La flygtningelejr, en takke-video fra VOP til det danske Missionsforbund og en video omkring, hvordan det er at være volontør i Thailand. Det er dejligt at få noget varieret arbejde og jeg har brugt de sidste par dage på at kigge stort set alle mine videoklip og billeder igennem på min computer - og det er ikke så lidt!! Men det er hyggeligt og jeg får lov til at være lidt kreativ. Det kunne næsten heller ikke passe bedre da Merry i øjeblikket er på Pillepinerne og jeg derfor ikke har så meget mulighed for at arbejde sammen med resten af musikteamet da vi ikke kan kommunikere.
Til gengæld har jeg fra i sidste uge fået anskaffet mig en thai-underviser, der kommer to gange om ugen og underviser mig i enkeltundervisning og selvom det er svært, nyder jeg det virkelig og lytter hver dag til de cd-rommer hun har givet mig. Hun har på en eller anden måde fundet ud af, at jeg er frivillig og derfor ikke tjener nogle penge, så hun har tilbudt at undervise mig helt gratis - fremfor 200 baht i timen (40 kr.)! Det lyder ikke af meget, men når man har vænnet sig til at kunne spise sig mæt for 4 kr., er det pludselig en helt anden snak!

Det er endeligt blevet besluttet, at jeg d. 14. juni tager til Mae La flygtningelejr med to norske venner og arbejder der i tre uger, hvilket jeg ser rigtig meget frem til! Jeg er så småt begyndt at indstille mig på det og tror og håber vi får os nogle meget lærerige oplevelser.

Derudover vil jeg nu offentligt erklære, at jeg bliver i Chiang Mai i 8-9 måneder fra september 2011 til maj/juni 2012 til dem der endnu ikke har hørt det. Der er for meget arbejde at gøre for mig i Thailand til at jeg kan rejse herfra allerede, men det bliver ikke til længere end det, for jeg har en uddannelse og et liv i Danmark der venter på mig og jeg ved også, at jo længere tid jeg udsætter det, jo sværere bliver det at give slip på Thailand. Altså er min beslutning at jeg bliver her i 8-9 måneder og derefter flytter tilbage til Danmark.

søndag den 8. maj 2011

1.-5. maj (youth camp)

Så er der blog igen!
Denne gang har jeg været en tur sydpå i provinsen Rayong, ca. 3 timer syd for Bangkok (10 timers kørsel fra Chiang Mai) med 20 unge mennesker og 10 ældre/børn. Søndag efter gudstjeneste i Merrys kirke, Thai Lanna Church, hvor jeg har været nogle gange, kørte to minibusser og to personbiler på lejr. Jeg havde mødt nogle af de unge før og selvfølgelig Merry og hendes familie, men jeg fik hurtigt nye venner og selvom de ikke taler flydende engelsk, forstår de det meste, hvis man bare taler lidt langsomt og simpelt... Jeg sad i en af minibusserne, hvor der var fladskærm og det hele, så vi så thai-comedy (og en amerikansk film for min skyld) det meste af vejen, så tiden gik stærkt. Kl. ca. 22 var vi ca. halvvejs (Sangburi), hvor nogle overnattede af de unge overnattede i en kirke og vi andre overnattede på et nærliggende hotel.

Dagen efter ankom vi til Rayong omkring kl. 15, hvor vi resten af dagen slappede af og nød den "kølige" brise fra havet og en frisk svømmetur i det virkelig varme vand! Ikke ligefrem noget man blev nedkølet af, men bedre end ingenting og stranden var dejlig sandet uden sten og tang, så vi kunne ikke klage. Om aftenen lavede vi aftensmad sammen, hvorefter vi mødtes til lovsang og andagt ved Merrys far, rev. Rudy. Dette tog et par timer og så var det ved at være tid til at komme i seng.

Madlavning ved "de gamle"
Tirsdag d. 3. maj var min yndlingsdag på hele lejren: vågnede kl 5.30 og var lysvågen, så jeg besluttede at løbe en tur langs stranden i solopgangen - virkelig smukt! Kl 7.30 havde vi gruppesamling i 30 min efterfulgt af morgenmad og lovsang fra 9-10. Kl 10 kørte vi (næsten) alle sammen ca. 30 km til Ko Samet, en ø et stykke uden for Rayong. Vi skulle sejle med en hyggelig lille træbåd til øen og det var bare skønt at mærke brisen fra havet og hinandens selskab. På Ko Samet gik vi en god tur gennem nogle turristede gader fyldt med souvenirs og ting og sager og havde eller sen dejlig eftermiddag ved den hvideste strand jeg nogensinde har set! Noget der dog er lidt sjovt er, at thailænderne bader i t-shirt og shorts. Heldigvis havde jeg spurgt Merry om dette inden vi tog af sted da jeg havde på fornemmelsen, at man ikke badede i bikini, men jeg vænnede mig hurtigt til det og selvom jeg godt kunne bruge lidt ekstra sol på maven, var jeg glad for, at jeg så ud som de andre, så jeg ikke fik for meget opmærksomhed :-) Det er bare noget vi ikke tænker på i Danmark, men noget man skal være meget påpasselig med i Thailand, selv i turristede områder. Om aftenen spiste vi grillede rejer, blæksprutter og fisk direkte fra havet ved stranden med solnedgangen i baggrunden. Bagefter sang vi lovsang og hørte andagt på tæpper på stranden og nød hinandens selskab i flere timer den aften!

Onsdag var sidste dag, hvor vi om eftermiddagen kørte til en anden nærliggende strand, hvor der var reserveret plads i et slags hus uden vægge på stranden, hvor vi sang lovsange og hørte andagt, denne gang fra Merrys bror Daniel. Der var egentlig ikke meget program på den dag, så vi badede, spillede fodbold (folk blev dog noget overraskede over, at den hvide pige spillede fodbold som den eneste pige med alle drengene!) og slappede af i varmen. Det er svært at tage sig sammen til at være meget aktiv, når det er så varmt. Aftenen forløb som dagen før med grill, lovsang og andagt samt vidnesbyrdsaften, hvor jeg selvfølgelig blev bedt om at sige noget.
Aftensmad ved stranden
Torsdag gik med at sidde i minibussen, men folk var så søde mod mig og det føltes slet ikke om 10 timer, så før jeg vidste af det, var vi hjemme. Jeg sov dog godt natten til fredag, men det var vel bare tegn på, at man har haft noget at se til...
Tak for nu!

lørdag den 30. april 2011

17.-30. april (Påske)

Så er det påske!
Desværre er Thailand jo ikke et kristent land, så det blev ikke fejret helt på samme måde som i Danmark, men fredag aften d. 22.april tog jeg med Merry i hendes kirke, hvor vi spiste medbragt mad sammen, sang nogle dejlige lovsange og hørte Merrys far (præsten) holde et vidnesbyrd/miniandagt. Det var en virkelig dejlig aften, hvor jeg fik mulighed for at snakke lidt med de unge fra kirken og blev endda inviteret til at spille fodbold lørdag eftermiddag. Dejligt at møde åbenhed og engagement! Jeg valgte dog ikke at komme da det er virkelig varmt at dyrke sport midt på eftermiddagen og Merry skulle øve med lovsangsbandet, så det ville blive uden hende. Men måske en anden god gang!

Søndag d. 24. (påskesøndag) tog jeg en sen gudstjeneste i CMCC (Chiang Mai Community Church) kl 16.30. CMCC er en mere traditionel kirke end hvad jeg er vant til, men det var inspirerende og dejligt at fejre påsken på mere vestlig manér. Det er en kirke med mange amerikanere, så jeg kendte en del og det hele foregik på engelsk, så det var en stor fordel for mig. Bagefter blev jeg inviteret til aftensmad hos et ægtepar, der bor tæt ved kirken sammen med en god gruppe på 10-12 stykker, heriblandt Dave og Karen Eubank. De var dog nødt til at smutte ret hurtigt da de lige var kommet direkte fra en tur i Shan-staten i Burma og fik gæster samme aften - de er en meget travl familie!

Udover det er jeg begyndt at undervise 4 amerikanske piger på hhv. 4, 7, 10 og 12 år, klaver. De bor 50 m fra VOP, så det er dejligt nemt at lave aftaler med dem. Der er dog virkelig liv i dem, men jeg nyder det og bliver belønnet med et lækkert aftensmåltid (som jeg sagde til deres forældre: jeg er her som volontør, så det er ikke meningen jeg skal tjene penge...).

Engelskundervisningen på VOP går stille og roligt fremad, men jeg har dog ændret teknik en smule: i stedet for at have to hold, har jeg nu slået dem sammen og undervise i stedet mandag, onsdag og fredag i 30 min ad gangen i stedet for en time, så hvis en eller to af dem bliver forhindret eller har for meget arbejde en dag, fortæller de mig det inden og så underviser jeg bare dem der kommer. 1 time virkede som meget for dem, så jeg tror den nye plan passer dem meget bedre og jeg føler, at jeg får trukket flere og flere sætninger ud af dem for hver gang. De er endda begyndt at stille spørgsmål tilbage til mig i stedet for bare at svare på mine!

I denne uge har vi haft besøg af en hollænder ved navn Joost, der har holdt seminarer fra mandag-fredag fra 9-16 hver dag omkring lydteknik. Der var forskellige gæster udefra der deltog samt Merry, mig og to andre medlemmere fra VOP. Jeg deltog dog kun den første dag da niveauet var alt for højt og jeg kunne slet ikke følge med! Så jeg har arbejdet på cd'en fra Merrys kontor og har nu fået et meget klart overblik over, hvad vi har lavet og hvad vi mangler. Det er dog en hel del sværere at lave en cd end jeg troede i første omgang, men med hjælp fra vores teknikere Oak og Rachit, går det stødt fremad og vi er begyndt at kunne se en ende på det.

I morgen tager jeg i Merrys kirke i stedet for min faste internationale kirke da jeg tager med hende og ca 40 fra hendes kirke på kirkelejr 12-14 timers kørsel fra Chiang Mai. Det lyder af meget i Danmark, men Thailand er så stort et land, så det ikke er så slemt. Vi kører til stranden tæt ved Bangkok (dvs. 2-3 timers kørsel fra Bangkok), hvor vi forhåbentlig får bedre vejr end det har været på det sidste i Chiang Mai (overskyet nu for 5. dag i træk). Glæder mig til at få nogle nye oplevelser og se havet for første gang i 3 måneder - det er noget jeg savner hernede!

Derudover har jeg det godt og nyder hver dag og fik i torsdags fornyet mit visa i Mae Sai, en by 3-4 timers kørsel nord for Chiang Mai ved grænsen til Burma. Det kostede ikke mere end 500 baht (ca 100 dkk), så det var lige til at overkomme. Ajhan Virat kørte mig derop sammen med Merry og vi fik en hyggelig tur ud af det samt at jeg fik muligheden for at komme ind i Burma igen (dog på en lidt anden måde denne gang og lidt mere lovlig...)

søndag den 17. april 2011

1.-16. april (Sonkran/vandfestival)

Kære Danmark!
Puha, jeg må se at få skrevet blog noget oftere! Men som jeg skrev i sidste blog, er det let at glemme når det efterhånden er blevet hverdag for mig hernede, så jeg vil prøve at plukke de vigtigste dage ud siden sidste blog...

Torsdag d. 31. marts var jeg til Foundraising Curry Dinner for en gruppe unge fra en kirke, der gerne vil rejse to uger til Indien til næste år for at missionere og med denne indiske middag, forsøgte de at samle penge ind til dette. Der var masser lækker mad og en masse nye mennesker jeg blev præsenteret for! Bl.a. familien Potters, der bor ca. 50 m fra VOP. Jeg kom til at snakke med moderen Debbie der fortalte mig, at deres 4 døtre indtil nu har fået klaverundervisning, men deres klaverlærer er lige rejst tilbage til USA, så jeg tilbød at undervise alle 4 piger hver tirsdag efter arbejde til gengæld for et måltid mad. De er nogle dejlige mennesker og jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå på tirsdag!

Onsdag d. 6. april var kontoret lukket da det var en national feriedag i Thailand og jeg besluttede mig derfor for at forsøge at fare vild på min lånte cykel for at give mig selv lidt bedre stedsans. Det lykkedes tilsyneladende ikke, men jeg fik en god lang cykeltur rundt i Chiang Mai centrun på et par timer og nu føler jeg efterhånden, at jeg kan finde rundt mere eller mindre uanset hvor jeg er (sådan da)...

Hvad angår min engelskundervisning, nyder jeg det stadig og føler også, at minde "elever" følger med og lytter til hvad jeg siger. Jeg har endda fået endnu en, nemlig vores nye PR & Informations-kvinde, Sukuman. Hun har et nogenlunde engelsk, men vil gerne blive bedre til at skrive på engelsk og har endda sagt, at hun gerne vil undervises to dage om ugen, hvilket jeg synes er en rigtig god ide og noget jeg vil foreslå mine andre elever efter ferien!

Lørdag d. 9. april holdt Bruno (danskeren, der har boet i en anden lejlighed på VOP i tre uger) sin fødselsdag ved at invitere mig, Merry, Sukuman, ajhan Virat, Kendall Copp (leder af et kristent printer-firma i Chiang Mai) og en kvinde jeg ikke kender, til Kanthok Dinner. Desværre måtte ajhan Virat og Sukuman melde afbud i sidste øjeblik. Kanthok Dinner er en typisk thailandsk middag, hvor man ofte sidder på gulvet og spiser sticky-rice samt får serveret en masse små retter løbene. Derudover bliver der vist et flot show med dans og drama som man i slutningen af showet kan vælge at være med til...
Efter middagen, kørte Merry og jeg forbi et marked og hyggede der i en times tid før vi kørte hjem. 

Søndag d. 10/4 cyklede jeg til House of Praise på min cykel uden gear... Dårlig ide! Jeg fik af vide, at der var 4 km, men da det kom til stykket, var der 8, så 15 min. var ikke nok og jeg kom "en smule" for sent.
House of Praise er den kirke jeg har valgt at komme i, der er ledet af en australsk præst, så alt foregår på engelsk og der er en del jeg kender fra andre steder og jeg føler mig godt tilpas der. Efter gudstjenesten kørte jeg og tre veninder til en sø ca. 20 km uden for Chiang Mai, hvor vi spiste frokost og badede - og inden vi fik set os om, var der mindst 30 unge fra kirken! Dejligt at føle, at folk bakker op om sociale arrangementer. Vi blev hængende i et par timer indtil det begyndte at regne og så var den dag ved at være til ende.

Mandag d. 11/4 havde Merry og jeg arrangeret store bagedag! Inden da besøgte vi en 2. hand butik, hvor vi brugte mindst 2 timer og fik købt aaaalt for meget tøj - men til ingen penge! Planen var, at det bare skulle være os to, men vi endte med at være 5 i alt, hvilket var skønt! De tre andre var tre piger fra Merrys kirke som jeg har mødt nogle gange før og vi fik bagt cookies, cheesecake og brownies samt lavet ægte thai-mad til frokost, så nu ved jeg også hvordan det foregår! Hele dagen gik med at bage og lave mad og efterfølgende at se en film, så det var en dejlig afslappende dag inden resten af ugen, der skulle blive meget mere aktiv end jeg troede...
Fra venstre: Aee, You, Ice og Merry (det er sikkert stavet forkert, men det er sådan jeg husker deres navne)
Tirsdag og onsdag var jeg ude og klatre igen fra kl. 7 om morgenen begge dage. Det lyder tidligt når man har ferie (og det var det egentlig også), men det er bedst om morgenen når det er køligt og hvis man er de første, får man lov til at klatre med aberne indtil de forsvinder, hvilket er virkelig fedt! De er meget nysgerrige og sommetider var de kun 5 m fra os. Onsdag begyndte det dog at regne allerede kl 11 og så kan det godt være lidt farligt at klatre, så vi valgte at spise en tidlig frokost, hvorefter vi kørte direkte til Doi Kuhn Tan, der er et bjerg ca 1 times kørsel fra Chiang Mai. Familie Potters samt 3-4 andre familier tog derop mandag og ville blive der hele ugen, så vi hikede derop i silende regnvejr med oppakning og det hele, hvilket i sig selv var en oplevelse. Hvis det ikke havde regnet, havde det ikke været en særlig hård tur, men vandet gjorde den jordede vej meget mudret og det tog et godt stykke tid at gå de 5-6 km op ad bjerget. Men frem kom vi! Det regnede resten af dagen, så vi sad bare og spillede spil og hyggede hele aftenen, hvilket ikke gjorde mig det mindste, for jeg var ret træt allerede og Hosie og Jesse (to ret så aktive FBRs) havde allerede overtalt mig til at hike til toppen kl 5 morgenen efter for at se solopgang.


Torsdag kl 5.00 var jeg godt nok træt! Men op kom jeg og hvor var jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg har bevidst ikke taget nogle billeder af solopgangen da det aldrig er lige så flot på billeder og I ville bare blive skuffet. I stedet vil jeg forsøge at beskrive hvad jeg så: efter at have hiket ca 30 min i et rimeligt tempo for at følge med de andre, trådte jeg lettere forpustet op på en mindre græsåbning på toppen af Doi Kuhn Tan. På trods af, at jeg var lidt forpustet måtte jeg holde vejret da jeg langsomt gik hen til hegnet, og foran mig åbnede sig et hav af hvide skyer, der blændede mig mere end den flotteste mørkerøde sol jeg nogensinde har set! Det var perfekt: solen dukkede forsigtigt frem bag en sky, der var nogenlunde i højde med os og som vi stod der, føltes det som om den kom tættere og tættere på os og det gjorde det bestemt ikke mindre smukt at se 4-5 andre bjergtoppe dukke op mellem skyerne under os - wow! Jeg aner ikke hvor lang tid vi stod der uden at sige noget, måske 30-45 min. Ikke længe nok i hvert fald!
Da vi kom tilbage til lejren var det tid til morgenmad og derefter hikede vi ned til bilen igen for at køre direkte ind til Chiang Mai centrum for at fejre Sonkran.
Mitch og Carol, et ægtepar fra FBR, havde åbnet deres hjem for alle os unge og der blev serveret en let frokost inden vi begav os ud på en 10 km løbetur rundt om voldgraven. I centrum af Chiang Mai er der en firkantet voldgrav, der måler ca 6.5 km hele vejen rundt (+ vejen fra Mitch and Carols). Det var godt nok en fed oplevelse! Hele byen var på den anden ende, folk dansede, grinede og kastede med vand alle vegne og nogle steder var vejene næsten helt oversvømmede. Det tog os vel nogle timer da vi ikke løb hele tiden, men også kastede vand på hinanden og på alle andre, der var med. Da vi kom hjem var vi godt nok trætte og der gik ikke lang tid før jeg kørte hjem og gik tidligt i seng.

I dag (søndag d. 17/4) har jeg igen været til en dejlig gudstjeneste i House of Praise med efterfølgende frokost og nu forsøger jeg at slappe lidt af inden hverdagen begynder igen.
Happy Sonkran alle sammen!

onsdag den 30. marts 2011

... Resten af marts

Hej derhjemme!
Ja, det er ikke meget blog jeg får skrevet for tiden og det skyldes to ting: for det første havde vi et mindre jordskælv i sidste uge som i nok ved, der tog internetforbindelsen i en uge og for det andet er jeg begyndt at føle mig så meget tilpas i Thailand, at jeg ikke længere føler mig som en turist. Jeg føler heller ikke ligefrem, at Thailand er mit hjem endnu, men jeg føler helt klart, at jeg har fået en rutine i min hverdag og er nok begyndt at glemme bloggen lidt... Men men men! Her kommer lige en opsamling af den sidste halvdel af marts. Siden turen til grænsen midt i marts, er Merry og vores nye kollega i PR og Informations-afdelingen, Sukuman, faldet på plads i deres nye kontorer og Merry og jeg er nu for alvor kommet i gang med cd'en, hvilket er rigtig dejligt. Jeg har fået et ret avanceret musikprogram (synes jeg) til at mikse instrumenter og stemmer og Merry og jeg ved nu hvilke sange vi vil have på cd'en og har nu færdiggjort omkring halvdelen af sangene, så nu skal Oak (vores tekniker) til at finde de helt rigtige lyde og redigere detaljer mv. Det er et spændende og udfordrende job for en som mig, der ikke har den store erfaring i store musikarrangementer, men Merry er en god lærer og hjælper mig til at bruge programmet og vi hjælper og inspirerer hinanden.

Denne weekend var jeg et smut i Mae La flygtningelejr igen. I øjeblikket har vi på VOP besøg af Bruno, en dansker der har boet i Thailand i et år for et par år siden. Han er her i to uger og bor ovre i hovedbygningen. Han havde planer om at tage til Mae La, hvilket jeg fandt ud af ca 2 timer inden han tog af sted og det ene førte til det andet og pludselig var jeg på vej sydpå til graduation af de studerende på bibelskolen i Mae La! Sjovt som planerne ofte ændrer sig hernede... Nå, men vi havde en dejlig weekend og jeg nød virkelig at være tilbage, høre korene synge igen samt møde andre engelsk-talene besøgene. Der var virkelig mange mennesker i lejren den weekend for at fejre begivenheden! Lørdag aften var der en særlig fodvaskningscermoni, hvor alle lærerne på bibelskolen skulle vaske elevernes fødder (ligesom Jesus vaskede disciplenes fødder i biblen). Meget smuk tradition!
Dejlig lille knægt i Mae La
Udover det har jeg været ude og klatre i klipper forrige weekend og været en del sammen med en gruppe af de unge fra Free Burma Rangers.
Sukuman, Merry og jeg er også begyndt at snakke rigtig godt og spiser ofte frokost sammen, så det er skønt at vide, at der altid er nogle man kan ringe til, hvis man savner selskab! I den her weekend har jeg planer om igen at tage ud og klatre lørdag og ellers nyder jeg bare det gode vejr som er kommet tilbage i dag efter 3-4 overskyede dage.

Tak for nu!
/Benita

tirsdag den 15. marts 2011

7.-14. marts (Grænsen)

Mandag d. 7/3: Kl 9.00 blev jeg hentet af Jesse (en ranger, der har arbejdet for FBR i 4 år) på VOP, hvorefter vi kørte til hovedkontoret og hentede tre andre (Dhee, John og Larry). Det viste sig, at vi var ret mange der skulle af sted (= 5 trucks og ca. 20 mennesker samt en masse bagage og ting og sager), så vi var godt pakket! Vi fulgtes dog ikke ad til at starte med, men mødtes med de andre nogle timer efter på en rasteplads. Turen gik som smurt til Mae Sot (en rimelig stor by 5-6 timer fra Chiang Mai), bortset fra, at den ene truck brød sammen, men det blev hurtigt fikset. I Mae Sot overnattede vi på et resort samt holdt et evalueringsmøde - FBR er MEGET glad for møder og de må gerne være lange! Men heldigvis også spændende for det meste... Jeg sov sammen med Dhee, som er en karénsk pige på 30 år og vi faldt hurtigt i hak, hvilket var rigtig dejligt! Inden vi togaf sted var jeg en smule bekymret for, om jeg mon ville føle mig som en del af fællesskabet eller ej, men det var der slet ingen grund til, for jeg fik hurtigt 30-40 nye bekendtskaber på turen og jeg føler mig allerede super afslappet i selskab med Free Burma Rangers og det karénske stammefolk.
Viggo og nordmændene var i mellemtiden taget til Mae Lae om lørdagen og jeg skrev for sjov skyld til Viggo for at høre hvor i verden de befandt sig. Det viste sig, at Viggo befandt sig på det samme resort som os og tidligt tirsdag morgen havde han planer om at tage til Mae La for at hente nordmændene. Jeg fik hurtigt snakket med Dave om at tage med derned inden vi selv skulle videre om tirsdagen, så det var bare fedt at se stedet og nordmændene igen (selvom det kun var for en kort stund)

Tirsdag d. 8. efter turen til Mae La, gik turen videre sydpå til Um Phang, hvor vi gjorde stop og derefter lidt uden for Um Phang hos pastor Edmund, der er en højt respekteret og meget venlig mand, der bor tæt ved grænsen til Burma og har gjort det i lang tid på trods af angreb fra den burmesiske hær gennem tiderne. Han og hans familie nægter at forlade stedet og har nu bygget en kirke i stedet! Denne gang kørte jeg med Dave, Dhee og Jen som også er blevet en rigtig god veninde i løbet af turen. Vi overnattede hos Pastor Edmund og tidligt næste morgen gik turen endnu videre sydpå...

Onsdag d. 9. ankom vi til første "rigtige" stop: Beung Klung, som er en større landsby (næsten en by), hvor Dr. Bob i samarbejde med Dhee og Jen, en øjenlæge fra Alaska undersøgte den del af befolkningen der havde øjeproblemer samt trænede en del frivillige fra byen i at gøre det samme, når Bob ikke var der længere. Det er noget af det FBR prioriterer højt: at træne folk til at gøre det samme som de selv gør, hvilket er en fed måde at sprede erfaring inden for forskellige områder på (primært medicinsk, da det er det der er hårdest brug for i disse områder). Derudover måtte Dr. Bob operere en ældre kvinde, der havde en kræftsvulst tæt ved øjet. Dette blev gjort udendørs på et liggeunderlag på en træbænk, men Bob er meget professionel og det gik præcis som det skulle - utroligt! Resten af os havde ikke meget erfaring på det område, så vi brugte det meste af tiden med at hænge ud med hinanden og folkene i landsbyen i form af fodbold og basket for nogles vedkommende og musik for andres vedkommende (så kan man jo selv gætte hvad jeg lavede). De havde et lille keyboard i kirken som vi var et par stykker der hyggede os meget med et par timer selvom det faktisk er svært at finde sange, der både er oversat til engelsk, karén og dansk!
Dr. Bob undersøger en patient
Torsdag var hiking-day! Vejene i området omkring Beung Klung var ikke just i bedste stand, men vi kunne køre til et bjerg ca. en time fra byen og derfra måtte vi hike til næste stop: Lay Ton Ku. Planen var, at vi ville bryde op tidligt om morgenen for at undgå for meget af varmen midt på dagen, men hvad planen er og hvad der sker, har virkelig ikke meget med hinanden at gøre i en FBR-verden! Noget jeg lige skal vænne mig til... Anyway, ve kom af sted ved 11-tiden og ramte derfor det varmeste tidspunkt på dagen! Jeg tror aldrig jeg har svedt så meget i mit liv, men det er helt klart noget jeg skal prøve igen. Uendelig smuk natur, som man slet ikke oplever på samme måde når man sidder i en truck. Var total fascineret og nød hvert eneste sekund (men glædede mig nu også til det vandfald som de alle sammen snakkede om!). Vi ankom til Lay Ton Ku ved 14tiden og skyndte os til vandfaldet, hvilket var mindst lige så smukt som turen gennem bjergene. Resten af dagen blev brugt til afslapning - og møder! Men de var frivillige, så dem sprang de fleste af os let hen over. Det gjaldt mest for Dave og nogle af karén-lederne samt Bob, som også her skulle træne og operere.
Mathew and Jesse hiking
 Fredag d. 11. var ren afslapning! Endnu et par ture til vandfaldet og ellers bare hænge ud og hygge. Bob og dem der vidste noget om øjne, var i klinikken det meste af dagen, men det lød som om de var rigtig glade for det og de fik hjulpet en masse mennesker og jeg tror jeg hørte, at de fik givet over 100 par briller væk? Jeg er ikke sikker... Sent på eftermiddagen sad jeg og snakkede med Dave, Jesse og John og uden indledning spurgte Dave, om vi ikke var friske på at tage ned til grænsen. Han har selv været der rigtig mange gange før, men det var nogle år siden og han kunne godt tænke sig at vide, hvordan der så ud nu og om den evt. var blevet rykket. Det er altid godt for FBR at havde en nogenlunde ide om, hvor det er sikkert at krydse grænsen og hvor de burmesiske lejre befinder sig. Det var en lille gåtur på 1 km., men det var okay grusveje og ikke jungle, så jeg indvilligede selvom jeg havde ret ondt i benene efter den første hiking dagen inden. Det var en stille og rolig tur og inden længe stødte vi på et skilt hvor der stod "Myanmar". Her stoppede vi, bad for fortsat beskyttelse og herefter begav vi os altså ind i Burma... Det var lidt ulovligt, men David kendte området og vi mødte flere karénnere, der sagde, at det var sikkert at gå videre, så vi fortsatte. Efter ca. 5-600 m inde i Burma kom vi til en lille landsby, der lå ned til en flod. Landsbyboerne fortalte os, at der lå en lejr på den anden side af floden, men vi var nysgerrige og gik derned. På den anden bred badede 4 burmesiske soldater i floden og de blev ret overrasket over at se 4 hvide mennesker. David forsøgte på engelsk, thai, karén og den smule burmesisk han kunne at fortælle dem, at Gud elsker dem og at vi kom med fred, men der gik ikke længe før den ene begyndte at råbe kommandoer op til lejren, så vi smilede venligt og vendte os om og gik tilbage. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange og kiggede mig over skulderen en hel del gange indtil vi var sikkert tilbage ved klinikken, men jeg er ikke i tvivl om, at Gud var hos os hele tiden og havde sørget for, at soldaterne netop badede og derfor ikke havde våben samt at broen over floden var styrtet sammen. Og selvom jeg var utryg i øjeblikket, er det en oplevelse jeg aldrig vil glemme! 
Jesse vandt konkurrencen: "hvem tør tage den største chance", men han havde også været der før!


Lørdag står ret uklar og lidt ubehagelig for mig, så den springer vi lidt hurtigt hen over, men kort sagt var der en virus i omløb blandt et par af os og vi brugte det meste af dagen på ikke at spise, have feber, kvalme og hovedpine. Men på en eller anden måde nåede vi alle sammen til Beung Klung igen, hvor vi overnattede til søndag.

Søndag d. 13.: Gobal Day of Prayer for Burma. Jeg havde allerede fået det langt bedre og gik med til morgengudstjenesten kl 7, hvor vi sang, bad for Burma og nød hinandens fællesskab. Imens vi havde været i Lay Ton Ku, var der kommet en truck mere med 5 venner fra Texas, hvoraf den ene var paster Rob, der talte for os. Herefter gik der et par timer med at få pakket diverse trucks, hvorefter vi kørte tilbage til Paster Edmund (ham der bor tæt ved grænsen med sin familie). Her gjorde vi holdt og Pastor Edmund havde fået arrangeret, at vi alle sammen kunne få lov til at komme ind i Burma og fejre Bededagen med de forfulgte derinde. Vi tog med glæde imod hans tilbud og endnu en mini-hiking blev sat i værk. Denne gang tog det dog kun en god times tid og himlen var overskyet, så det var næsten en behagelig temperatur. Vi besøgte en landsby, der ligger næsten på grænsen, i det man kalder den grå zone. Endnu en opbyggende oplevelse af få af vide, at den burmesiske hær befandt sig 1 km væk og alligevel blev der sagt til gudstjenesten/samlingen: "elsk jeres fjender, bed for dem der forfølger jer!". Disse mennesker har formentlig mistet familiemedlemmer, hjem, marker og meget andet og alligevel beder de om, at Gud må røre de burmesiske soldaters hjerter - wow! Omkring midnat søndag aften ankom vi til resortet i Mae Sot, hvor vi overnattede til mandag.
Landsbyen inde i Burma
Mandag formiddag forlod vi Mae Sot og begav os så hurtigt som 20 mennesker med kvinder og børn nu kan, til Chiang Mai. Denne gang kørte jeg med The Green Monster (alle bilerne har hver deres navn) sammen med Dale, en amerikansk kvinde som jeg er blevet rigtig gode venner med samt to af David and Karens børn, Peter og Sahelee. Dale startede med at køre, men da vi kom til Tak (ca 70 km fra Mae Sot), trængte hun til en pause, hvilket passede mig perfekt, for jeg havde ikke kørt i 6 uger og havde endnu ikke prøvet at køre i venstre side af vejen. Fed følelse, især i en 4-hjuls-trukket truck! Nå, men ikke længe efter vi var ankommet i Chiang Mai blev jeg ringet op af en ranger og spurgt om jeg var frisk på lidt indisk mad og før jeg fik set mig om var klokken 23 og jeg var SÅ smadret! Så i dag (tirsdag) holder jeg fri fra VOP og går bare og nyder at pakke ud og slappe af.. Tak for nu!

fredag den 4. marts 2011

2.-4. Marts

Kære venner.
Så har vi taget hul på marts og i mit tilfælde med manér, hvis jeg selv skal sige det! Igen i denne uge har jeg haft ikke så lidt ting på programmet. Det startede egentlig mandag d. 28. feb. og tirsdag d. 1. marts, hvor jeg havde mine første undervisningstimer i engelsk. Mandag underviste jeg de to mest rutinerede og tirsdag de mindre rutinerede. Begge dage gik overraskende godt og timerne fløj af sted selvom jeg godt kunne savne, at de selv snakkede lidt mere. Men det kommer forhåbentlig hen ad vejen!

I onsdags mødtes jeg med en gruppe på 15 nordmænd fra Ansgar-skolen i Norge, alle på min alder eller et par år ældre. De studerer på en interkulturel linje, hvor Viggo har den ære at guide dem rundt i forskellige dele af Asien i en måned om året. Vi mødtes på deres hotel inde i centrum, hvorefter vi kørte til Doi Suthep, som er et meget turisted tempel på toppen af et bjerg (doi = bjerg). Her var vi det meste af formiddagen og fik et godt indblik i den buddhistiske/animistiske kultur. Efter frokost viste Viggo os en paraplyfabrik, en sølvfabrik og en silkefabrik, hvor vi fik fine rundvisninger og også her fik et godt indblik i den thailandske kultur. Efter nogle timers pause på hhv. hotellet for nordmændenes vedkommende og lejligheden for mit eget vedkommende, mødtes vi for at tage på Night Market, hvor vi bl.a. spiste aftensmad. Vi var vist alle ret trætte pga. de mange oplevelser på en dag, så vi brugte det meste af tiden på at se os omkring og snakke lidt om løst og fast, hvilket faktisk var rigtig dejligt. Jeg har nydt at snakke med folk, der forstår hvad jeg siger og som jeg forstår og ikke mindst som er på min egen alder. Jeg hygger mig stadig rigtig meget med staben på VOP, men det er alligevel rart at måde nye mennesker og høre om deres liv og fortælle om mit.
Doi Suthep
D. 3/3 ankom de 15 nordmænd og deres tre lærer til VOP kl 8 til andagt. Ligesom mig forstod de selvfølgelig ikke så meget af hvad der blev sagt, men Merry oversatte, så det var en stor hjælp for os alle. Bagefter blev de vist rundt på stedet imens Merry, Oak og jeg brainstormede lidt på Mae La-projektet. Jeg tror vi er enige om, at det er et større arbejde end vi først troede at producere en cd, men vi er ved godt mod og er allerede kommet op med nogle gode ideer (synes vi selv). Efter frokosten kom Dave sammen med Jesse (en ranger) same nogle jeg ikke kendte. Dave holdt et seminar omkring FBR og bagefter holdt en norsk kvinde ved navn Else-et-eller-andet et seminar omkring et arbejde hun har startet i Shan-staten i Burma, der minder lidt om FBR. Det var cool at møde Dave igen og han gav et godt indblik i, hvad FBR står for og han er altid spændende at høre på, så det var rigtig dejligt! Jeg fik desuden aftalt nogle praktiske ting med Jesse ang. en tur vi tager på på mandag til grænsen. Det kommer til at vare ca. en uge og jeg har ikke computer med, så jeg er ikke rigtig til at komme i kontakt med. Men jeg glæder mig rigtig meget!

Fredag d. 4.: i dag er elefantdag! Jeg fik besked på at være på Tae Pa Place Hotel, hvor nordmændene holder til kl 7.30 (selvfølgelig syntes jeg lige jeg skulle være sej at gå de ca. 4 km fra VOP til hotellet og havde derfor allerede ondt i benene inden vi tog af sted). Nå, men vi kom af sted til et elefanttræningscenter, hvor elefanter før i tiden blev trænet til at arbejde i skoven indtil de blev erstattet af maskiner. Nu bliver det brugt som en turistattraktion, hvor turister kommer og får lov til at fodre dem, ser dem blive vasket i floden, ser et show de laver samt rider en tur på dem på ca. 1 time. Derudover endte vi med at få en sejltur ned ad floden på bambusbåde, hvilket var virkelig afslappende og hyggeligt og en god måde at få snakket noget mere med nogle af nordmændene. Til frokost spiste vi buffet på en orkide-farm, et virkelig smukt sted med utrolig mange orkideer og god mad - slet ikke dårligt! Herefter kørte vi tilbage til Chiang Mai og slappede af nogle timer inden vi skulle til Kantocke-dinner om aftenen. Kantocke-dinner er en traditionel thai-middag, hvor man sidder på gulvet og får serveret god, thailandsk mad med god stemning. Sidst men ikke mindst, blev der vist et danseshow med virkelig smukke piger! Endnu engang bliver jeg imponeret over, hvor perfekte og elegante thailandske kvinder er. Det er mere eller mindre umuligt at finde en fejl på dem tror jeg! Efter showet inviterede de publikum op for at danse sammen med dem og selvfølgelig skulle jeg op og danse. Der skulle lidt overtalelse til, men da jeg først kom op, var det faktisk ganske sjovt - det må gentages engang.

På ryggen af en elefant

Nu er klokken over 23.00 og jeg tror jeg vil sige godnat. I morgen har jeg absolut INGEN planer, hvilket passer mig rigtig godt, for jeg er faktisk fyldt ret meget op med oplevelser og i næste uge får jeg mange flere, så jeg glæder mig til at slappe lidt af inden det går amok igen...