lørdag den 26. februar 2011

25.-26. feb

Hej!
Mellem d. 21. og d. 25. er der ikke sket så meget nyt, så dem springer jeg hurtigt hen over. Kort kan jeg fortælle, at jeg fra på mandag skal undervise 4 staf-members i engelsk (2 og 2 fordi deres niveauer er ret forskellige), hvilket jeg glæder mig meget til! Jeg savner at kunne kommunikere mere med de andre medarbejdere og jeg tror de har det på samme måde med mig. Derudover er vi endeligt blevet færdig med årsrapporten på engelsk og dansk ved at Merry har skrevet under på det hele, så nu er der ingen vej tilbage! Vi er enige om, at det er en lettelse og mens hun færdiggør den thailandske oversættelse, vil jeg gå i gang med at forberede min engelskundervisning samt at forberede en video som Viggo har bedt mig om at lave på ca. 4 min der handler om livet på Voice of Peace, set fra en dansk volontørs synspunkt, som skal sendes til Danmark og vises der til folk, der ikke ved så meget om VOP. Så ja, jeg får mere og mere at lave, hvilket bare er skønt!

Fredag morgen d. 25. kom Palle Byg og hans familie (kone og to drenge) til morgenandagten på VOP sammen med Viggo. De er på ferie her en uges tid og blev vist rundt på stedet. Det var dejligt at få muligheden for at tale lidt dansk igen og jeg tror også jeg får dem at se mere i løbet af næste uge, så det er jo skønt. Fredag aften efter arbejde var der optagelser af nye afsnit af Praw Rak, VOPs tv-udsendelse der (så vidt jeg har forstået), bliver vist en gang om måneden i 30 min. Det var virkelig spændende at sidde bag kameraet samt at være oppe i kontrolrummet og se en masse forskellige kameravinkler og detaljer som jeg aldrig havde forestillet mig man gik op i, når man arbejder med tv! Men så blev jeg også det klogere. Desværre var jeg nødt til at gå tidligt i seng da jeg lørdag morgen bliver hentet kl 5.15 til Run For Relief...

Optagelser i VOPs tv-studie (Tue i forgrunden, Suwit i midten, Dong i baggrunden)

Lørdag morgen d 26.: Hossy (Hosanna) og hendes to søstre (Mary og Anna) fra USA kom og hentede mig ca 5.30 til Run For Relief. Hossy kom til Thailand for at være her i 3 måneder i sin tid for at deltage i en enkelt mission i Burma - indtil videre har hun vist været her i 2-3 år! Hun er en tough girl med ben i næsen, men rigtig venlig og opmærksom. Run For Relief er et løb til ære for de flygtende burmesere i Burma, der ikke har andet valg. Løbet startede egentlig først kl 8, men vi skulle hjælpe med at sætte stole, borde og bikse op inden de første deltagere kom ved 7.15tiden. Vejret var overskyet, så det var rimelig køligt, hvilket var en stor fordel for løberne. Selve løbet var færdigt i løbet af ca. 45 min (de skulle løbe 5 km i alt og der var folk i alle aldre, så det tog sin tid for nogle) og efterfølgende var der bare hygge med gratis frugt, kage og vand. Jeg nyder mere og mere også at være sammen med amerikanerne og de fleste af dem har efterhånden også mit nummer, så de ringer hvis der sker noget spændende. Dave har inviteret mig ned til en grænse ca 2 dagsrejser i bil fra Chaing Mai samt noget klatring i bjerge og overnatning under åben himmel, hvilket jeg rigtig godt kunne tænke mig!! Men det kræver selvfølgelig at det passer ind i mit skema i VOP. Det vil nok komme til at tage ca en uge i alt.
Kl. ca 14 blev jeg hentet af Merry til bryllup - noget helt andet end Run For Relief! Men det var en mindst lige så lærerig oplevelse, hvor jeg fik endnu et nyt indblik i den kultur jeg befinder mig i. Jeg har dog fundet ud af, at thailandske og danske bryllupper ikke er så forskellige igen, udover at de invitere folk til højre og venstre som de slet ikke kender (mig f.eks.). Bare man kender en som kender en fra brudeparret, er det nok! Merry skulle spille til det meste af gudstjenesten, så hendes bror Daniel oversatte for mig. Selve festen sluttede dog allerede kl 20-21 og startede først ved 18-tiden, så før jeg fik set mig om, var det slut. Men det var en dejlig oplevelse og som alle andre steder, blev jeg taget godt imod. Til gengæld kom der en fremmed mand hen og spurgte, om han ikke måtte få et billede af os to sammen! De er nu lidt underlige de thailændere...

Det lykkelige par (og nogle andre)!
I morgen (søndag d. 27.), skal jeg i kirke med Rachit, Oak og Piporn (tror jeg hun hedder), tre medarbejdere på Voice of Peace. Ingen af dem taler engelsk, men Oak har fortalt Merry, at hans kone taler engelsk og hun vil oversætte for mig, så det er en stor hjælp! Man føler sig lidt hjælpeløs når man ikke taler eller forstår sproget. Klokken er nu 22.09 og jeg er virkelig, virkelig træt! Men det har selvfølgelige også været en indholdsrig dag, så jeg vil sige godnat og sov godt!
//Benita

tirsdag den 22. februar 2011

19.-21. feb

Hej i DK!
Så er det tid til blog igen:
Lørdag d. 19. feb. inviterede Peter og Neel mig til Rincome Hotel hvor de har boet indtil i går, hvor de rejste til Ghana. Super lækker dase-dag ved poolen, kun afbrudt af en tjener, der kom med smoothie og af en svømmetur ind i mellem. Så bliver det ikke bedre! Om aftenen var vi inviteret til aftensmad hos David og Karen Eubank, der leder Free Burma Rangers. Til jer der ikke ved det, er Free Burma Rangers 54 team af 4-6 soldater/læger eller eventyrlystne unge mennesker, der bare ønsker at hjælpe de burmesiske stammer ud af deres lidelser, påført af den burmesiske hær. Virkelig interessant at møde mennesker, der i den grad har viet deres liv til hvad de brænder for! Udover os, var der 4-5 rangers der var hjemme fra mission (Dave og Karens hjem er åbent for alle og det lader til, at alle på en eller anden måde føler, at det også er deres hjem) og tre nordmænd. Vi havde en dejlig aften og nordmændene inviterede mig i en international kirke om søndagen som jeg glædeligt sagde ja til! Savner lidt at forstå hvad der bliver sagt omkring mig.
Snakker med en af nordmændene
Søndag d. 20/2 stod jeg tidligt op for at være sikker på at komme af sted i god tid. Kirken ligger langt fra VOP og jeg var nødt til at tage en Song Tou. Jeg gik ud til den store vej 45 min før gudstjenestestart og fangede en Song Tou, der ikke helt vidste hvor jeg skulle hen, men jeg fik lov til at sidde på forsædet og dirigere ham. Da han drejede af mod Bangkok var jeg nødt til at stoppe ham og blev derfor sat af fordi han blev forvirret tror jeg. Stakkels mand! Nå, nu var jeg altså pludselig på vej til Bangkok. Jeg stoppe to andre Song Tou'er, men ingen af dem kendte stedet og jeg endte med at få lidt småtravlt. Til sidst fik jeg fat i en tuk-tuk, der med usikkerhed i stemmen sagde, at han vidst godt kendte stedet. Jeg måtte tage chancen og inden jeg fik set mig om var vi kørt - inden vi fik snakket om prisen! Det skal man aldrig aldrig gøre, for da vi stoppede forlangte han 20 dollars da jeg ikke havde nogle baht. Normalt ville sådan en tur koste omkring 50 baht og han endte at få hvad der svarede til næsten 800 - flot Benita! Men frem kom jeg, omend lidt for sent, men gudstjenesten var super dejlig og mindede lidt om hillsong vil jeg tro: fed engelsk lovsang, god taler og masser mennesker! Bagefter kom jeg i snak med nordmændene fra dagen før, der inviterede mig på frokost sammen med et norsk missionærpar, der havde to piger på min alder, der spurgte om jeg ville med til en sø uden for Chiang Mai sammen med ca. 10 unge fra kirken. Hvorfor ikke? Så vi tog af sted, 2 på hver scooter med 80 km/h ud ad motorvejen (med hjelme!) og havde en fantastisk eftermiddag i naturen, noget jeg har savnet lidt, når man bor herinde i byen! Og dejligt at møde nogle andre nationaliteter (det endte med at blive: Norge, Canada, Australien og selvfølgelig Thailand). Det lader til, at der er en masse ungdomsarbejde i den kirke og de har fået mit nummer, så de ringer hvis der sker noget! Ca. 4 min efter at jeg var blevet kørt hjem (denne gang 3 på en scooter), kom Neel og Peter for at sige farvel da de som sagt skal til Ghana mandag og vi tog sammen ind til byen for at spise og møde Dave fordi Peter og ham skulle ordne noget papirarbejde. Vi endte med også at møde Karen, der inviterede os til en forlovelsesfest ikke langt derfra til spisning og god musik. Mennesker vi slet ikke kendte! Men selvfølgelig sagde vi ja og selvom vi følte os lidt anmasende, er det tilsyneladende meget normalt bare at invitere folk man ikke kender!
Ved søen uden for Chiang Mai
Mandag d. 21. skulle jeg til et møde med FBR ang. et slags årligt sponserløb på lørdag som de kalder Run For Relief. Målet er at sætte fokus på de lidende mennesker i Burma. Ca. 25 deltog i mødet og alle var amerikanere - endelig et sted hvor jeg forstod hvad der blev sagt! Til gengæld blev der ofte nævnt navne som jeg ikke kendte, så helt super var det ikke, men jeg lærte en masse om hvad FBR står for og hvad deres vision er. Dave har nu spurgt mig både lørdag, søndag og igen i dag om det ikke kunne være noget for mig at blive en ranger, men jeg er hverken sej, stærk eller modig nok. Men hvor ER det et stort arbejde de gør og hvor har jeg meget respekt for de mennesker, der ofre deres liv for at andre skal overleve! Igen bliver jeg slået af, hvor forkælet jeg er, når jeg brokker mig over ikke at have nok tøj, at maden ikke smager som den skal eller at jeg ind i mellem keder mig lidt. Hver dag er et spørgsmål om liv eller død mange steder i Burma -det er utroligt! Jeg var hjemme ved 17.tiden efter et ca. 7 timer langt møde med en indlagt frokostpause og kl 19 blev jeg hentet af Merry, der kørte mig til en feeeed jazz-koncert på hendes gamle universitet, hvor hendes bror, Daniel, bl.a. skulle spille klaver (på et niveau, hvor jeg slet slet ikke kan følge med!). Dejlig måde at slutte dagen af på!
Det har også været nogle indholdsrige dage, så nu vil jeg gå i seng med god samvittighed - sov godt Danmark.

torsdag den 17. februar 2011

15.-18. feb

Hej alle!
I tirsdags efter arbejde, inviterede Adjan Virat Neel, Peter, Merry og jeg ud og spise og efterfølgende til Night Safari sammen med to (åbenbart) ret betydningsfulde mænd, men som viste sig at være rigtig nede på jorden og venlige, så det var en dejlig oplevelse! Night Safari vil sige, at man kører rundt i nogle slags åbne busser uden sider sammen med et hold turister inde i et naturreservat og ser en masse dyr fra forskellige dele af verden. De fleste farlige dyr som tigre, løver og leoparder var hegnet inde, men gazeller, hjorte, vildsvin, zebraer, giraffer osv. gik bare frit rundt og blev fodret med gulerødder og bananer. Meget specielt at se så store dyr så tæt på! Bagefter blev der vist et danseshow og til sidst skulle vi se noget vand/lys-show som var ret imponerende. Alt i alt en dejlig tur, der tog det meste af aftenen og jeg var hjemme ved 22-tiden.

Torsdag d. 17/2 inviterede Merry mig på middag hos hendes forældre som hun bor sammen med. Det var en fed og anderledes oplevelse at være på besøg i et ægte thailandsk hjem og at få et indblik i, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen. I forhold til Danmark, bor de meget tæt, både i deres eget hjem, men også tæt på naboer og der er hele tiden larm! Men man vænnede sig faktisk hurtigt til det og det endte med at blive lidt rart og livligt. Hendes far, som er præst i kirken, har en privat bibelskole i underetagen i deres hjem, hvor han sammen med to andre og Merrys bror Daniel, underviser 24 elever i 4 måneder ad gangen. De bibelstuderende bor næsten i samme bygning eller i hvert fald meget tæt på og de spillede musik, grinede og spillede bold hele aftenen ude i den lille gård. Derudover bor der en anden familie meget tæt på, og det føles næsten som et bofællesskab. De har ikke meget privatliv, men de ser ud til at nyde det! Planen var, at vi skulle til noget band-øvning i kirken kl 19, men det blev aflyst, så i stedet satte vi os til at se en film og Merry gav mig en MASSE tøj som hun ikke bruger mere (man skal jo helst gå anstændigt klædt på VOP, så det var bare rart at få en masse nederdele og fine bluser!).

I dag (d. 18.) er det Merrys fødselsdag (hurra, hurra, hurraaaa!), og hendes forældre inviterede os ud og spise frokost på Grand View Hotel. Vi blev begge færdige med hver vores oversættelse af Årsrapporten 2010, så efter frokost fik jeg lov til at øve en sang som hele VOP skal synge i en kirke engang til marts. Det endte med at jeg fik 2 timers ren spilletid, hvor jeg selvfølgelig spillede alt andet end den sang!
Om aftenen tog jeg med Peter og Neel til Night Market, hvilket var rigtig hyggeligt selvom det i starten regnede lidt. Det forsvandt dog hurtigt igen og vi fik købt nogle gode ting samt prøvet fiske-massage-rense-noget - meget specielt i starten, men det endte faktisk med at være rigtig hyggeligt!


Kærlig hilsen Benita

mandag den 14. februar 2011

D. 11.-14. feb

Hej DK!
Så er der blog igen. Denne gang er der ikke sket lige så meget spændende, men jeg har nu været igennem min første weekend alene i lejligheden og det har faktisk været lidt udfordrende. Lørdag havde jeg ikke mange planer udover at jeg skulle spise på The Gallery om aftenen med Viggo, Ketty, Neel og Neels mand, Peter, som kom for et par dage siden. Så jeg tog det stille og roligt, købte lidt ind, hentede vasketøj ved vores lille vaskeri på den lille vej og nød vejret. Men det er slet ikke så ligetil at købe ind i et andet land, når man er alene! Så det tog en god del af dagen og før jeg vidste af det, blev jeg hentet og vi skulle på fin restaurant med kjole og det hele. The Gallery er en fin restaurant, der ligger lige ud til Ping-floden og udsigten var virkelig smuk! Vi fik rigtig dejlig mad og sad og hyggede og snakkede et par timer, hvorefter jeg blev kørt hjem. Dagen efter havde Merry inviteret os (Neel, Peter og jeg) i hendes kirke, Thai Lenna Church. Super fed oplevelse - det kunne vi danskere godt lære noget af! Igen blev jeg positivt overrasket over den åbenhed og glæde hos det thailandske folk som jeg ikke har oplevet andre steder. Kirken var stor (omkring 200 medlemmer vil jeg tro) med meget lovsangs-, ungdoms- og børnearbejde. Efter en gudstjeneste med SKØØØN lovsang, inspirerende prædiken og "hallelujah"-råb fra salen, spiste vi sammen som hele menigheden gør hver søndag og herefter var der seminarer for de voksne i et rum og for de unge i et andet, hvor dagens emne, kærlighed, blev diskuteret. Vi var omkring 30 unge samlet til grin, lovsang, bøn, leg og diskussion. Det lod til, at de syntes det var lidt sjovt at jeg var der og jeg blev gjort en smule til grin, men det var bare fedt at de turde åbne sig! Dagen gik virkelig hurtigt og jeg var først hjemme kl 16.30.
Merrys far, præsten i kirken, spurgte mig endda om jeg kunne have lyst til at hjælpe til med at undervise de unge i engelsk fra marts, så jeg slipper nok ikke for også at lave noget kirkearbejde hernede også :)

Nu er det blevet mandag aften og jeg skal til at lave noget thai-mad (hvis det lykkes). Jeg bliver i hvert fald nødt til at prøve! 

torsdag den 10. februar 2011

D. 7.-10. feb (Mae La)

Så er der blog igen!
Denne gang er der virkelig sket ting og sager! Mandag morgen efter andagten, fyldte Tue, Rashid og Oak bilen med udstyr og så var det ellers af sted sydpå (teamet: chauffør Tue, teknikere Rashid og Oak og producere Merry og Benita). Vi havde regnet ud, at turen nok ville tage 5-6 timer og vi endte med at bruge næsten 7, men vi nød turen og holdt nogle pauser ind i mellem for at tage billeder og spise mad. Mit første indtryk af Mae La var ret meget som jeg havde forventet ud fra de billeder og historier jeg havde hørt fra Ingolf og Neel. Vi kørte af en meget bumlet vej fra hovedvejen og ind til selve lejren og folk var meget nysgerrige og kiggede meget på os da vi kørte. Tue, vores chauffør, er Karén (Karén er en stamme i Burma, hvor alle flygtningene kommer fra) og var en stor hjælp mht. oversættelse. Vi fik nogle unge drenge til at hjælpe med at bære udstyret ind i det rum, hvor bibelskolen holder til og så gik vores teknikere Rashid og Oak ellers i gang med at sætte udstyr op. Inden længe kom de studerende fra bibelskolen, som var det første kor vi skulle optage (og som desuden var hovedkoret og dem vi optog flest sange med), og så var vi i gang! Merry er universitetsuddannet inden for musik, og har en hel del baggrundsviden, og i begyndelsen havde jeg lidt svært ved at følge med, men inden længe fandt vi begge vores stærke sider og blev hurtigt et godt team (syntes vi selv!). Dagen gik hurtigt og før vi vidste af det, var klokken 22 og vi skulle i seng.
Noget som åbenbart er meget normalt er, at gæster får en helt anden service end resten af flygtningelejren. F.eks. fik vi tre måltider mad om dagen, for alle andre (undtagen de handicappede og børn under 4 år), kun fik to. Derudover havde vi rigtige toiletter og til samlinger skulle vi sidde på en slags scene eller platform foran de studerende. Sidstnævnte brød vi os ikke meget om, for det føltes lidt som om vi skulle forestille at være bedre end dem, men der var ingen sure miner og de insisterede, så der var ikke noget at gøre.
Første billede af Mae La fra den bumlede vej, der førte ind til lejren
Tirsdag d. 8/2: efter en lidt hård første nat i Mae La, hvor man bliver vækket kl. 6 af hunde og haner og hvor man er vågnet en del gange i løbet af natten, var der igen andagt og umiddelbart efter gik vi i gang med optagelserne af bibelskole-koret. Jeg blev meget overrasket over den disciplin jeg mødte hos de studerende og selvom vi (især Merry fordi hun opfattede så mange detaljer der ikke var i orden), var de hele tiden ved godt mod og INGEN brokkede sig - det var aldrig sket i Danmark! Vi forsatte hele dagen med få pauser og efter aftensmad gik vi i gang med børnekoret, hvilket gik en del hurtigere da niveauet selvfølgelig var lavere og der blev derfor lagt en vis dæmper for vores kritik. Vi fik optaget 12 sange med bibelskolen og 6 sange med børnekoret. Vi brugte hele aftenen på børnekoret og gik tidligt i seng efter en laaang og indholdsrig dag. Jeg er så småt begyndt at kunne kommunikere med Rashid, Oak og Tue selvom de ikke taler engelsk og jeg ikke taler thai, men vi kan stadig drille hinanden og er begyndt at lære hinanden små sætninger på hhv. thai og engelsk (selvom de driller mig lidt med mit meget begrænsede thai!). Men det er bare rart ikke hele tiden at behøve at være afhængig af Merry. Oak, Rashid og en anden fra VOP har endda inviteret mig med i kirke d. 27/2 uden Merry, så det bliver spændende om vi kan finde ud af det uden rigtigt at kunne snakke sammen. Men jeg glæder mig i hvert fald!
Dybt koncentrerede!

De studerende i deres flotte dragter

Onsdag d. 9/2: Denne dag var forbeholdt de handicappede. Disse ca. 15 mænd har fået spændt arme og ben af pga. landminer i forbindelse med flugt og de er alle sammen blinde. Alligevel tror jeg sjældent jeg har oplevet mennesker, der har nydt så meget at synge som disse mennesker! Sammen med resten af lejren, blev de et kæmpe vidnesbyrd for mig om, at materielle goder på ingen måde kan sammenlignes med Guds kærlighed og omsorg. De sang og sang og selvom vi havde fået af vide, at vi skulle huske at give dem pauser og komplimenter (dette gjorde vi mest ved at klappe da de jo ikke kunne se os smile til dem og ikke kunne forstå hvad vi sagde), ville de bare synge og var så taknemmelige. Det var ubeskriveligt! Vi fik optaget 7 eller 8 sange med de handicappede og var færdige ved aftensmadstid, men vi besluttede først at tage hjem efter morgenandagten dagen efter for at sige ordentligt farvel og fordi vi ikke ville skynde os. Om aftenen blev vi inviteret hjem til Dr. Simon, der for 20 år siden startede lejren med sin kone. Vi snakkede og bad og han spurgte om vi ville holde morgenandagt dagen efter, hvilket vi sagde ja til. Det var meget inspirerende at møde den mand, der har opstartet alt det her og se hans hjem, som bestod af bambus og tag lavet ud af store blade ligesom resten af hytterne i lejren.

Vores fine senge bestående af sivmåtter og myggenet

3. kor: de handicappede
 D. 10/2: afrejse. På dette tidspunkt havde vi faktisk alle sammen vænnet os til at sove på sivmåtter og jeg sov faktisk rigtig godt og vågnede kun en gang den sidste nat. Dette kunne jeg sagtens vænne mig til! I slutningen af morgenandagten skulle William, der er en ung mand der bor i lejren, slutte af og bede for dagen og da vi så skulle til at rejse os, sagde han på engelsk: "og så vil vore to søstre fra Chaing Mai gerne synge en sang for jer!". Det kom som lidt af et chok at blive kastet ud i en sang fra morgenstunden, men jeg havde hørt nogle af pigerne synge "Come, now is the time to whorship" dagen før, så jeg satte mig ned til klaveret og Merry sang for. Det kunne godt være gjort bedre, men vi grinede bare og tog det som en oplevelse. Turen hjem tog omkring 8 timer, men vi havde ikke travlt og nød bare hinandens selskab og naturen omkring os. Denne gang kørte vi langs den burmesiske grænse (Ping-floden, der også løber igennem Chaing Mai længere oppe), og vi fik set nogle virkelig flotte steder! Selvom det var lidt mærkeligt at tænke på, at på den anden side af den flod, herskede der korruption og lidelse mange steder.
Disse 3-4 dage har været helt ubeskrivelige og meget lærende for mig. Når jeg ser disse unge menneskers ubekymrede og smilene ansigter på trods af alt det de har været igennem, og så tænker på de små og til tider meget ligegyldige bekymringer der fylder i mit liv, kan jeg slet ikke forstå hvor forkælet jeg i virkeligheden er: jeg mangler intet og hvis jeg mangler noget, kan jeg bare gå ud og købe det. I Mae La er det bare helt anderledes og alligevel er det dem, der lever det mest ubekymrede liv! Hvor er det fantastisk.

Rashid


Flot udsigt på vejen mellem Mae La og Chiang Mai

Nu er det så blevet fredag og jeg sidder på min seng og skal snart mødes med amerikaneren Amy, der skal hjælpe mig med den brochure jeg har oversat.
Kærlig hilsen Benita

søndag den 6. februar 2011

D. 4.-6. feb

Hej!
klokken er nu 20.00 søndag aften og jeg har været i Chaing Mai i en uge.
I fredags d. 4. feb, var der ikke noget arbejde på VOP for Neel og jeg, så vi gik til Carrefour, som er et stort indkøbscenter ca. 20-25 minutters gåafstand fra lejligheden. Vi måtte krydse en 12-sporet highway, hvilket viste sig at være ulovligt, men det er jo ikke til at vide! Til middag blev vi inviteret til middag hos en forhenværende medarbejder ved VOP, hvor vi fik ægte thaimad og jeg har aldrig ALDRIG smagt så stærk mad! Troede et øjeblik at mine smagsløg tog skade af det, men ned kom det. Om eftermiddagen kørte Merry os ind til byen, hvor vi så os omkring i et hyggeligt marked-område, der bar præg af Det Kinesiske Nytår. Her kunne man bl.a. købe ristede insekter: kakerlakker, græshopper, bier, hvide orme og noget andet jeg ikke ved hvad er. De smagte ikke vildt godt og benene sad fast i tænderne, men jeg fik et par stykker ned mens Neel grinede og tog billeder. Kakerlakkerne kunne jeg dog ikke få mig selv til at spise da de var ret store og desuden har jeg nok af de to, der ind i mellem besøger vores badeværelse... Om aftenen spiste vi på den hyggelige restaurant nede ved stationen, hvor jeg overvejede at købe slangehoved - men det må blive en anden gang!


Lørdag d. 5/2, havde vi brug for en rigtig turisttur, så vi betalte os fra at ligge ved poolen på Rincome Hotel stort set hele dagen! Det var lige hvad vi havde brug for inden på mandag, hvor det hele går løs. Viggo skulle have et møde med Amy, der er amerikaner og som har været en stor del af Free Burma Rangers, der tager ind i junglen og hjælper burmeserne til flygningelejren. Her på det sidste har hun vidst trukket sig lidt, men hun vidste en masse om livet i junglen, hvordan Burma hænger sammen politisk og meget andet. Det var virkelig spændende at høre på hende og komme lidt tættere på, hvad det hele drejer sig om.

Udsigten fra liggestolen ved Rincome: der er ingen grund til at have ondt af os ;)
Søndag d. 6/2 inviterede Adjan Virat (Ajhan = lærer) os til en gudstjeneste 80 km fra Chaing Mai i en by, der hedder Phrao oppe i bjergene. Vi blev hentet allerede kl 7 og var ved kirken over en time inden gudstjenesten begyndte, men det er åbenbart meget normalt og vi sad og drak kaffe og hyggede med nogle fra menigheden inden selve gudstjenesten. Adjan Virat skulle prædike og vi blev behandlet virkelig godt! Bl.a. var der kirkefrokost efter selve kirken, hvor vi skulle sidde inde i selve kirkerummet sammen med en canadisk missionærfamilie mens resten af menigheden måtte sidde ude i varmen. Merry var med og oversatte det meste, hvilket var skønt, for jeg kan endnu ikke forstå et kuk af hvad der bliver sagt omkring mig! Selvom jeg så småt er begyndt at forsøge. Det var en skøn oplevelse at stå og synge lovsange på tre forskellige sprog (dansk, thai og engelsk), da mange af sangene var internationale og folk var glade og sang og dansede. Efter gudstjenesten tog vi forbi et vandfald, hvor vi fik taget nogle flotte billeder og Adjan Virat bød selvfølgelig på kaffe!

A beautiful back -and foreground :)

onsdag den 2. februar 2011

D. 1.-3. februar

Hej igen!
Så er der gået nogle dage siden sidst og der er sket en hel del: i tirsdags (d. 1.), tog vi (Viggo, Ketty, Neel og jeg) til Central, der er et stort center i nærheden af Viggos og Kettys hotel, hvor vi købte lidt ind, spiste frokost og var på en lækker isbar (Swensens) - især hvis man spørger Viggo! Om aftenen var Neel og jeg på en hyggelig restaurant nede ved togstationen og så var den dag mere eller mindre gået. En af de største forskelle mellem danskere og thailændere, er deres måde at vise respekt på: f.eks. er der flere af medarbejderne ved VOP, der dukker sig når de går forbi os, fordi deres hoveder ikke må være højere end vores. Derudover hilser man ved at sige "savadhikaa" og holde håndfladerne mod hinanden, og jo højere man holder hænderne, jo mere ærer man vedkommende man hilser på. Det har jeg stadig lidt svært ved at vænne mig til, men det kommer stille og roligt! Udover Merry, der er en ung pige med et godt, flydende engelsk, kunne de heller ikke drømme om at kramme hinanden, heller ikke selvom de kender hinanden godt og derudover kalder de os "teachers".

Is på Swensens
 I går (onsdag d. 2.), fik Neel og jeg til opgave at oversætte årsrapporten fra 2010 til dansk (fra engelsk). Det hyggede vi os med om formiddagen og om eftermiddagen kørte vi til byen med Viggo og bestilte medicin. Om eftermiddagen besluttede vi at sætte os ud i solen selvom thailænderne griner af os - men vi nød det! Kl. 19 mødtes vi med Ketty nede i byen, hvor der hver aften er Night Market fra 19-23. Her måtte jeg bl.a. købe en nederdel og nogle løse bukser til at have på i flygtningelejren, Mae La, hvor vi skal ned i næste uge, fordi det er vanærende at vise ben. Derudover er det ikke velset at gå i korte bukser ovre i hovedbygningen og jeg synes det er lidt varmt i jeans, så det er skønt at kunne gå i lidt løstsiddende tøj :)

På vej ind i byen i en Son Tou

Torsdag d. 3: Efter morgenandagten (som Merry har oversat hver morgen indtil nu, hvilket er rigtig skønt), var Neel og jeg med til et mindre møde ang. vores tur til Mae La på mandag, hvor vi snakkede om forskellige praktiske ting og hyggede os og grinede. Det er skønt, at de har så god tid med alting og altid lige har tid til en kop kaffe eller en sludder (til dem der kan tale lidt engelsk). Herefter viste Merry mig hvordan man bruger et program til når man skal skrive en brochure (i dette tilfælde årsrapporten), så jeg kunne erstatte den engelske tekst med den danske, da den også skal sendes til Missionsforbundet i Danmark. Herefter gik jeg en lille tur alene for første gang op til den store vej (ved ikke hvad den hedder) og så mig lidt omkring. Omkring kl. 12 kom Merry herover og vi fulgtes alle tre ned til vores lille lokale madsted lidt nede ad gaden og i eftermiddag tror jeg Neel tager med Viggo ud og henter den medicin vi bestilte i går og jeg vil fortsætte med årsrapporten.

Prøver at spise med pinde med Merry :)