7.-14. marts (Grænsen)

Mandag d. 7/3: Kl 9.00 blev jeg hentet af Jesse (en ranger, der har arbejdet for FBR i 4 år) på VOP, hvorefter vi kørte til hovedkontoret og hentede tre andre (Dhee, John og Larry). Det viste sig, at vi var ret mange der skulle af sted (= 5 trucks og ca. 20 mennesker samt en masse bagage og ting og sager), så vi var godt pakket! Vi fulgtes dog ikke ad til at starte med, men mødtes med de andre nogle timer efter på en rasteplads. Turen gik som smurt til Mae Sot (en rimelig stor by 5-6 timer fra Chiang Mai), bortset fra, at den ene truck brød sammen, men det blev hurtigt fikset. I Mae Sot overnattede vi på et resort samt holdt et evalueringsmøde - FBR er MEGET glad for møder og de må gerne være lange! Men heldigvis også spændende for det meste... Jeg sov sammen med Dhee, som er en karénsk pige på 30 år og vi faldt hurtigt i hak, hvilket var rigtig dejligt! Inden vi togaf sted var jeg en smule bekymret for, om jeg mon ville føle mig som en del af fællesskabet eller ej, men det var der slet ingen grund til, for jeg fik hurtigt 30-40 nye bekendtskaber på turen og jeg føler mig allerede super afslappet i selskab med Free Burma Rangers og det karénske stammefolk.
Viggo og nordmændene var i mellemtiden taget til Mae Lae om lørdagen og jeg skrev for sjov skyld til Viggo for at høre hvor i verden de befandt sig. Det viste sig, at Viggo befandt sig på det samme resort som os og tidligt tirsdag morgen havde han planer om at tage til Mae La for at hente nordmændene. Jeg fik hurtigt snakket med Dave om at tage med derned inden vi selv skulle videre om tirsdagen, så det var bare fedt at se stedet og nordmændene igen (selvom det kun var for en kort stund)

Tirsdag d. 8. efter turen til Mae La, gik turen videre sydpå til Um Phang, hvor vi gjorde stop og derefter lidt uden for Um Phang hos pastor Edmund, der er en højt respekteret og meget venlig mand, der bor tæt ved grænsen til Burma og har gjort det i lang tid på trods af angreb fra den burmesiske hær gennem tiderne. Han og hans familie nægter at forlade stedet og har nu bygget en kirke i stedet! Denne gang kørte jeg med Dave, Dhee og Jen som også er blevet en rigtig god veninde i løbet af turen. Vi overnattede hos Pastor Edmund og tidligt næste morgen gik turen endnu videre sydpå...

Onsdag d. 9. ankom vi til første "rigtige" stop: Beung Klung, som er en større landsby (næsten en by), hvor Dr. Bob i samarbejde med Dhee og Jen, en øjenlæge fra Alaska undersøgte den del af befolkningen der havde øjeproblemer samt trænede en del frivillige fra byen i at gøre det samme, når Bob ikke var der længere. Det er noget af det FBR prioriterer højt: at træne folk til at gøre det samme som de selv gør, hvilket er en fed måde at sprede erfaring inden for forskellige områder på (primært medicinsk, da det er det der er hårdest brug for i disse områder). Derudover måtte Dr. Bob operere en ældre kvinde, der havde en kræftsvulst tæt ved øjet. Dette blev gjort udendørs på et liggeunderlag på en træbænk, men Bob er meget professionel og det gik præcis som det skulle - utroligt! Resten af os havde ikke meget erfaring på det område, så vi brugte det meste af tiden med at hænge ud med hinanden og folkene i landsbyen i form af fodbold og basket for nogles vedkommende og musik for andres vedkommende (så kan man jo selv gætte hvad jeg lavede). De havde et lille keyboard i kirken som vi var et par stykker der hyggede os meget med et par timer selvom det faktisk er svært at finde sange, der både er oversat til engelsk, karén og dansk!

Dr. Bob undersøger en patient

Torsdag var hiking-day! Vejene i området omkring Beung Klung var ikke just i bedste stand, men vi kunne køre til et bjerg ca. en time fra byen og derfra måtte vi hike til næste stop: Lay Ton Ku. Planen var, at vi ville bryde op tidligt om morgenen for at undgå for meget af varmen midt på dagen, men hvad planen er og hvad der sker, har virkelig ikke meget med hinanden at gøre i en FBR-verden! Noget jeg lige skal vænne mig til... Anyway, ve kom af sted ved 11-tiden og ramte derfor det varmeste tidspunkt på dagen! Jeg tror aldrig jeg har svedt så meget i mit liv, men det er helt klart noget jeg skal prøve igen. Uendelig smuk natur, som man slet ikke oplever på samme måde når man sidder i en truck. Var total fascineret og nød hvert eneste sekund (men glædede mig nu også til det vandfald som de alle sammen snakkede om!). Vi ankom til Lay Ton Ku ved 14tiden og skyndte os til vandfaldet, hvilket var mindst lige så smukt som turen gennem bjergene. Resten af dagen blev brugt til afslapning - og møder! Men de var frivillige, så dem sprang de fleste af os let hen over. Det gjaldt mest for Dave og nogle af karén-lederne samt Bob, som også her skulle træne og operere.

Mathew and Jesse hiking

 Fredag d. 11. var ren afslapning! Endnu et par ture til vandfaldet og ellers bare hænge ud og hygge. Bob og dem der vidste noget om øjne, var i klinikken det meste af dagen, men det lød som om de var rigtig glade for det og de fik hjulpet en masse mennesker og jeg tror jeg hørte, at de fik givet over 100 par briller væk? Jeg er ikke sikker... Sent på eftermiddagen sad jeg og snakkede med Dave, Jesse og John og uden indledning spurgte Dave, om vi ikke var friske på at tage ned til grænsen. Han har selv været der rigtig mange gange før, men det var nogle år siden og han kunne godt tænke sig at vide, hvordan der så ud nu og om den evt. var blevet rykket. Det er altid godt for FBR at havde en nogenlunde ide om, hvor det er sikkert at krydse grænsen og hvor de burmesiske lejre befinder sig. Det var en lille gåtur på 1 km., men det var okay grusveje og ikke jungle, så jeg indvilligede selvom jeg havde ret ondt i benene efter den første hiking dagen inden. Det var en stille og rolig tur og inden længe stødte vi på et skilt hvor der stod "Myanmar". Her stoppede vi, bad for fortsat beskyttelse og herefter begav vi os altså ind i Burma... Det var lidt ulovligt, men David kendte området og vi mødte flere karénnere, der sagde, at det var sikkert at gå videre, så vi fortsatte. Efter ca. 5-600 m inde i Burma kom vi til en lille landsby, der lå ned til en flod. Landsbyboerne fortalte os, at der lå en lejr på den anden side af floden, men vi var nysgerrige og gik derned. På den anden bred badede 4 burmesiske soldater i floden og de blev ret overrasket over at se 4 hvide mennesker. David forsøgte på engelsk, thai, karén og den smule burmesisk han kunne at fortælle dem, at Gud elsker dem og at vi kom med fred, men der gik ikke længe før den ene begyndte at råbe kommandoer op til lejren, så vi smilede venligt og vendte os om og gik tilbage. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange og kiggede mig over skulderen en hel del gange indtil vi var sikkert tilbage ved klinikken, men jeg er ikke i tvivl om, at Gud var hos os hele tiden og havde sørget for, at soldaterne netop badede og derfor ikke havde våben samt at broen over floden var styrtet sammen. Og selvom jeg var utryg i øjeblikket, er det en oplevelse jeg aldrig vil glemme! 

Jesse vandt konkurrencen: "hvem tør tage den største chance", men han havde også været der før!

Lørdag står ret uklar og lidt ubehagelig for mig, så den springer vi lidt hurtigt hen over, men kort sagt var der en virus i omløb blandt et par af os og vi brugte det meste af dagen på ikke at spise, have feber, kvalme og hovedpine. Men på en eller anden måde nåede vi alle sammen til Beung Klung igen, hvor vi overnattede til søndag.

Søndag d. 13.: Gobal Day of Prayer for Burma. Jeg havde allerede fået det langt bedre og gik med til morgengudstjenesten kl 7, hvor vi sang, bad for Burma og nød hinandens fællesskab. Imens vi havde været i Lay Ton Ku, var der kommet en truck mere med 5 venner fra Texas, hvoraf den ene var paster Rob, der talte for os. Herefter gik der et par timer med at få pakket diverse trucks, hvorefter vi kørte tilbage til Paster Edmund (ham der bor tæt ved grænsen med sin familie). Her gjorde vi holdt og Pastor Edmund havde fået arrangeret, at vi alle sammen kunne få lov til at komme ind i Burma og fejre Bededagen med de forfulgte derinde. Vi tog med glæde imod hans tilbud og endnu en mini-hiking blev sat i værk. Denne gang tog det dog kun en god times tid og himlen var overskyet, så det var næsten en behagelig temperatur. Vi besøgte en landsby, der ligger næsten på grænsen, i det man kalder den grå zone. Endnu en opbyggende oplevelse af få af vide, at den burmesiske hær befandt sig 1 km væk og alligevel blev der sagt til gudstjenesten/samlingen: "elsk jeres fjender, bed for dem der forfølger jer!". Disse mennesker har formentlig mistet familiemedlemmer, hjem, marker og meget andet og alligevel beder de om, at Gud må røre de burmesiske soldaters hjerter - wow! Omkring midnat søndag aften ankom vi til resortet i Mae Sot, hvor vi overnattede til mandag.

Landsbyen inde i Burma

Mandag formiddag forlod vi Mae Sot og begav os så hurtigt som 20 mennesker med kvinder og børn nu kan, til Chiang Mai. Denne gang kørte jeg med The Green Monster (alle bilerne har hver deres navn) sammen med Dale, en amerikansk kvinde som jeg er blevet rigtig gode venner med samt to af David and Karens børn, Peter og Sahelee. Dale startede med at køre, men da vi kom til Tak (ca 70 km fra Mae Sot), trængte hun til en pause, hvilket passede mig perfekt, for jeg havde ikke kørt i 6 uger og havde endnu ikke prøvet at køre i venstre side af vejen. Fed følelse, især i en 4-hjuls-trukket truck! Nå, men ikke længe efter vi var ankommet i Chiang Mai blev jeg ringet op af en ranger og spurgt om jeg var frisk på lidt indisk mad og før jeg fik set mig om var klokken 23 og jeg var SÅ smadret! Så i dag (tirsdag) holder jeg fri fra VOP og går bare og nyder at pakke ud og slappe af.. Tak for nu!