lørdag den 30. april 2011

17.-30. april (Påske)

Så er det påske!
Desværre er Thailand jo ikke et kristent land, så det blev ikke fejret helt på samme måde som i Danmark, men fredag aften d. 22.april tog jeg med Merry i hendes kirke, hvor vi spiste medbragt mad sammen, sang nogle dejlige lovsange og hørte Merrys far (præsten) holde et vidnesbyrd/miniandagt. Det var en virkelig dejlig aften, hvor jeg fik mulighed for at snakke lidt med de unge fra kirken og blev endda inviteret til at spille fodbold lørdag eftermiddag. Dejligt at møde åbenhed og engagement! Jeg valgte dog ikke at komme da det er virkelig varmt at dyrke sport midt på eftermiddagen og Merry skulle øve med lovsangsbandet, så det ville blive uden hende. Men måske en anden god gang!

Søndag d. 24. (påskesøndag) tog jeg en sen gudstjeneste i CMCC (Chiang Mai Community Church) kl 16.30. CMCC er en mere traditionel kirke end hvad jeg er vant til, men det var inspirerende og dejligt at fejre påsken på mere vestlig manér. Det er en kirke med mange amerikanere, så jeg kendte en del og det hele foregik på engelsk, så det var en stor fordel for mig. Bagefter blev jeg inviteret til aftensmad hos et ægtepar, der bor tæt ved kirken sammen med en god gruppe på 10-12 stykker, heriblandt Dave og Karen Eubank. De var dog nødt til at smutte ret hurtigt da de lige var kommet direkte fra en tur i Shan-staten i Burma og fik gæster samme aften - de er en meget travl familie!

Udover det er jeg begyndt at undervise 4 amerikanske piger på hhv. 4, 7, 10 og 12 år, klaver. De bor 50 m fra VOP, så det er dejligt nemt at lave aftaler med dem. Der er dog virkelig liv i dem, men jeg nyder det og bliver belønnet med et lækkert aftensmåltid (som jeg sagde til deres forældre: jeg er her som volontør, så det er ikke meningen jeg skal tjene penge...).

Engelskundervisningen på VOP går stille og roligt fremad, men jeg har dog ændret teknik en smule: i stedet for at have to hold, har jeg nu slået dem sammen og undervise i stedet mandag, onsdag og fredag i 30 min ad gangen i stedet for en time, så hvis en eller to af dem bliver forhindret eller har for meget arbejde en dag, fortæller de mig det inden og så underviser jeg bare dem der kommer. 1 time virkede som meget for dem, så jeg tror den nye plan passer dem meget bedre og jeg føler, at jeg får trukket flere og flere sætninger ud af dem for hver gang. De er endda begyndt at stille spørgsmål tilbage til mig i stedet for bare at svare på mine!

I denne uge har vi haft besøg af en hollænder ved navn Joost, der har holdt seminarer fra mandag-fredag fra 9-16 hver dag omkring lydteknik. Der var forskellige gæster udefra der deltog samt Merry, mig og to andre medlemmere fra VOP. Jeg deltog dog kun den første dag da niveauet var alt for højt og jeg kunne slet ikke følge med! Så jeg har arbejdet på cd'en fra Merrys kontor og har nu fået et meget klart overblik over, hvad vi har lavet og hvad vi mangler. Det er dog en hel del sværere at lave en cd end jeg troede i første omgang, men med hjælp fra vores teknikere Oak og Rachit, går det stødt fremad og vi er begyndt at kunne se en ende på det.

I morgen tager jeg i Merrys kirke i stedet for min faste internationale kirke da jeg tager med hende og ca 40 fra hendes kirke på kirkelejr 12-14 timers kørsel fra Chiang Mai. Det lyder af meget i Danmark, men Thailand er så stort et land, så det ikke er så slemt. Vi kører til stranden tæt ved Bangkok (dvs. 2-3 timers kørsel fra Bangkok), hvor vi forhåbentlig får bedre vejr end det har været på det sidste i Chiang Mai (overskyet nu for 5. dag i træk). Glæder mig til at få nogle nye oplevelser og se havet for første gang i 3 måneder - det er noget jeg savner hernede!

Derudover har jeg det godt og nyder hver dag og fik i torsdags fornyet mit visa i Mae Sai, en by 3-4 timers kørsel nord for Chiang Mai ved grænsen til Burma. Det kostede ikke mere end 500 baht (ca 100 dkk), så det var lige til at overkomme. Ajhan Virat kørte mig derop sammen med Merry og vi fik en hyggelig tur ud af det samt at jeg fik muligheden for at komme ind i Burma igen (dog på en lidt anden måde denne gang og lidt mere lovlig...)

2 kommentarer:

  1. Kære Benita.
    Tak for endnu en blog, dejligt at følge med og mærke at du har det godt.
    Der sker jo dejlige ting omkring dig og du oplever kirkeliv på forskellige måder, det tror jeg er sundt.
    Jeg er også glad for at du har fået fornyet dit visa så nemt og smertefrit, var det for 3 mdr.?
    KH Neel

    SvarSlet
  2. Kære Benita
    Gik lige og tænkte på hvordan du har det og så havde du skrevet din blog. Tak for det.
    Dejligt at se at du har det godt og både får lavet noget og oplevet mange ting.
    KH
    Ingolf

    SvarSlet